Lobotomi

Lobotomi – også kaldet det hvide snit – er et kontroversielt indgreb, hvor man skære ‘ledningerne’ til pandelapperne over, for at dæmpe aggressioner eller depressioner hos patienter. Indgrebet blev opfundet i 1936 af Dr. António Moniz og blev først udført ved at bore huller ind i frontallapperne og sprøjte alkohol direkte ind i hjernen. I 1949 vandt han Nobel prisen i medicin for sit arbejde.

Senere ændrede den amerikanske doktor Walter Freeman proceduren og begyndt i stedet at hamre en syl op bag patientens øjne og dreje rundt for på den måde at ødelægge frontallapperne. Det påstås at selv hærdet neurokirurger besvimede under de hurtige operationer, som kun krævede lokalbedøvelse, hvorefter patienterne blev sendt direkte hjem.

lobotomy2.jpg

Lobotomi blev meget populært og op gennem 40’erne og 50’erne blev der alene i USA udført op mod 18.000 operationer. Det var typisk aggressive patienter på mentalhospitaler der blev opereret, mens man i Japan især udførte indgrebet på utilpassede børn.

Man regner med at ca. 1 ud af 20 patienter dødede med det samme af operationen – de andre oplevede med hvad man betegner som ‘særdeles ubehagelige bivirkninger’, herunder markante personlighedsændringer, demens, epileptiske anfald med mere. Ikke før 60’erne begyndte man at undersøge om patienterne rent faktisk fik det bedre – og det gjorde de ikke. De sidste indgreb blev foretaget i 80’erne.

Howard Dully fik selv udført operationen da han var 12 år gammel – i mange år turde han ikke snakke om det, men har nu lavet en glimrende radio-dokumentar, hvor han undersøg hvorfor han blev opereret. Du kan høre hans gribende historie her: My Lobotomy (scroll lidt ned for at høre).

6 Comments

V 14. februar 2008 Reply

Utroligt!

Phillip 14. februar 2008 Reply

Rimeligt skræmmende dokumentar, men viser godt at selv intelligente mennesker kan havne på den forkerte side af etikken. Men folk i nutiden er heldigvis ikke så autoritetstro som i fortiden, så folk som Freeman ville nok blive jagtet til døde i dag af ofrenes venner og familie for at sætte eksperimenter over mennesker.

Mike Barnkob 14. februar 2008 Reply

Phillip > Faktisk så blev Dr. Moniz skudt af en af sine patienter, vist nok tilbage i 40’erne. Håber du har ret i at sådan noget ikke kan gentage sig :-)

Carsten Haandbæk, KBH K 14. februar 2008 Reply

Jeg har ineresseret mig for emnet, og det var ikke alle patienter der oplevede så omfattende hjerneskader. Mange af Freemans patienter følte sig hjulpet. Til trods for hans barske metode, var han også den læge der hvert år sendte sine patienter julekort. Kontaktede dem personligt for at lave opfølgning. På det tidspunk man anvendte lobotomi, kendte man ikke til de effektive antipsykotika vi har i dag, disse medikamenter dæmper uro, angst og aggression alt efter hvad man vælger. I Sverige anvender man stadigvæk stereotaktisk psykokirurgi, her går man helt ned i det limbiske system og destruktere sundt hjernevæv (amygdala f.eks.). Det gør man i forbindelse med OCD og svære tilfælde hvor medicin ikke hjælper.
Om det er blvet bedre i dag. Tja, vi anvender medikamenter imod skizofreni og psykoser, der har de samme virkninger som en lobotomi, virkningen er dog ikke permanent. Bivirkningerne ved disse medikamenter er overvægt, ekstra pyramidale bivirkninger, samt parkonisme m.m Nogle lægers flittige brug af receptblokken med udskrivning af benzodiazepiner sideløbende med disse antipsykotika har ikke sjældent medført dødsfald.

Matthias 4. marts 2008 Reply

øøhhh… psykofarmaka i vores tid kan ikke sammenlignes med det hvide snit overhovedet….!!! du kan justere hjernens signalstoffer med medicin, som du jo ikke kan ved det hvide snit… der skær du bare og håber på det bedste… og vi har osse medicin der virker på vrangforestillinger og hallucinationer

Marian 28. juli 2009 Reply

Matthias (lidt sent, men alligevel): Da neuroleptika fandt bredere anvendelse i psykiatrien i 1950’erne/60’erne, kaldte lægerne dem – jublende og for åben skærm – for “den kemiske lobotomi”. Og det er netop, hvad de er. Neuroleptika hører ind under “major tranquilizers” som i “stærkt beroligende”. Mere specifikt er virkningen ikke. Stofferne kan ikke kende forskel mellem en “hallucination” eller “vrangforestilling og en “normal” tanke, hvad “normal” nu måtte betyde… Siden de ikke kan det, kan de heller ikke målrettet bekæmpe kun de uønskede tanker (og følelser), men er nødt til at bekæmpe alle tanker og følelser. Derfor bivirkninger som nedsatte kognitive evner og “følelsesløshed”, der egentligt ikke er bivirkninger, men altså selve virkningen. For resten en virkning, der somme tider er irreversibel, da stofferne på lang sigt nedbryder hjernevæv.

Så, alt i alt rammer betegnelsen “den kemiske lobotomi” plet, især mht. neuroleptika. Selv om psykiatrien i dag ikke anvender den mere (andet end bag hermetisk lukkede døre), da det a) simpelthen ville være for pinligt, og b) kunne få endnu flere til at skylle deres piller ud i toilettet.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar