Hvis gud er et instinkt, er jeg så syg?

Jeg skal op til førstehjælps eksamen i morgen. Tricket er at vi medicinstuderende gerne skulle kunne redde liv og andet godt når vi færdes væk fra bordfodbold bordet og barerne. Mit problem er at jeg ikke gider læse mere og desuden er høj på kaffe.

Derfor greb jeg Weekendavisen og gav mig til at læse en tilfældig artikel – &#8220Gud er et instinkt&#8220 blev det.

Og sikke et chok jeg fik. Professor i neurobiologi, Dr.med. Albert Gjedde fra Århus Universitet har skrevet artiklen, som handler om Richard Dawkins nyeste bog, &#8220The God Delusion&#8220, som er et frontalt angreb på intelligent design og troende generelt.

I artiklen kommer professoren ind på en af Dawkins hovedpointer, nemlig at religiøse forestillinger ikke kommer fra en almægtig gud, men derimod er et slags instinkt vi mennesker er udstyret med. Han skriver:

&#8220… forestillingen om Gud er et biprodukt af et instinkt, som tilskriver bestemte fænomener, som vi møder i naturen, hensigter og følelser. Dette instinkt er opstået, fordi det øger sandsynligheden for overlevelse, at vi meget hurtigt kan gennemskue intentioner og behov hos rovdyr, byttedyr og fjendlige.&#8220

Og fortsætter:

&#8220Instinktet er i sin grundvold en evne til at forklare begivenheder som et resultat af noget eller nogen, som fordi det eller den, vil noget bestemt med verden og med os.&#8220

Nu er jeg ikke specielt troende. Min egen lommefilosofiske ide er, at tro flytter ansvaret væk fra en selv, og selvom det ikke altid er sjovt at indrømme sine fejl og skandaler, så har jeg alligevel en forestilling om at det er for det bedst. Ligesom det giver mig selvtillid at vide at alt godt, ikke kommer fra en gud … men mig selv.

Ligeledes har jeg bestemt ikke noget til overs for intelligent design eller andre former for arrogance. De religiøse verdensforestillinger har de sidste 1000 år altid slæbt sig selv modvilligt efter videnskaben (jorden er flad, centrum for universet, ect.), og sådan vil det nok også blive de næste 1000 år.

Men ideen om at gud skulle være et instinkt skræmmer mig faktisk.

For hvis gud er et instinkt, er jeg så syg – mentalt – når jeg ikke på nogen måde er religiøs eller spirituel? Burde jeg ikke, på et eller andet plan, have den mindste snert af det instinkt som professoren skriver om?

Og når jeg nu ikke har det, skal jeg så spise en pille der øger blodgennemstrømning i den region af hjernen, hvor gud er lokaliseret?

Nu har intet imod troende mennesker – og måske er der en gud. Jeg er bare ligeglad. Men jeg er ikke ligeglad med at han pludselig er flyttet ind i frontal-lapperne på mig.

Kan du så komme ud Gud!

3 Comments

Martin 14. februar 2008 Reply

Interessant spørgsmål! Det kan være jeg vender tilbage efter eksamen med et svar :-)
Kort fortalt kan der vel sagtens være tale om et instinkt hvis konkrete manifestation er dispositionel. Visse (stærke) kulturelle påvirkninger og særegne opdragelsesmåder kan formentlig undertrykke det. Noget andet er, at denne her evolutionsbiologiske forklaring (som artiklen er udtryk for) vel også er problematisk. Er det det vores kamp for overlevelse op gennem tiden, der har skabt et instinkt således at vi bedre kan gennemskue intentionerne hos byttedyr, eller er denne evne et BIprodukt af instinktet? Et positivt svar til sidste vil problematisere artiklens evolutionsbiologiske grundpræmis!

Jeg er ikke troende, men har en generel aversion imod en blind tro på, at alt kan reduceres til fysiologi. At tro at alt, hvad vi betegner som sjæleligt, kan identificeres med processer i centralnervesystemet, er meget uplausibelt. Korrelation er ordet – men det er ikke det samme som identitet.

Men som sagt: kan være jeg vender tilbage efter eksamen engang :-)

Pøj Pøj med ham Gud

Martin

Marianne 14. februar 2008 Reply

Når nu du bevæger dig ind på mit interessefelt (spiritualitet) synes jeg da lige jeg vil komme med en kommentar. Der er ikke noget galt med dig – du har “Gud-instinktet”, du kalder det bare noget andet. Når du mener at du er ansvarlig for dit eget liv, har du ganske ret – det, som driver værket, er din egen livskraft, som er en del af den større livskraft der driver universet, og som er det, nogen kalder GUD. Som jeg ser det, er Gud ikke nogen eller noget udenfor os, men ligeså meget noget indeni os – Gud er den livsenergi der skaber universet, og en del af den energi findes i hvert enkelt menneske. Det, som Dawkins kritiserer, er flytningen af ansvaret til noget ydre (som mange religioner gør). Men hvis Gud er en del af os selv, flyttes ansvaret tilbage til den enkelte. Og i modsætning til Dawkins mener jeg ikke at det enkelte individ står alene – den livsenergi (“Gud”) som er i os, er nemlig en del af den livsenergi, som findes i alt levende i hele universet. Gud er i os og omkring os, og dermed er alt forbundet. Altså er det (efter min mening) helt fint at se dig selv som udgangspunktet for handling og ansvar, men det kan godt være at du kan have glæde af også at se dig selv som en del af en større helhed, forbundet til alt levende.

Mike Barnkob 14. februar 2008 Reply

Tak for svarene begge to. Undskyld den lange pause, men min sidste eksamen skulle lige overstås.

Martin: Jeg tror det der menes i artiklen er at “gud” eller religiøsitet er opstået som et bi-produkt af at vi åbenbart har et behov for at vide at der er en mening med alt. Hvis det er rigtigt, så skal vi vel også takke instinktet for at give os lyst til at læse på universitet.

Marianne: Jeg synes egentlig ikke dit svar gør mig bedre tilpas :-) Tricket er jo at jeg ikke tror på sådan noget med livsenergier eller en gud.

Jeg er faktisk tilbøjelig til at falde i en helt anden grøft mht. livsenergier – for mens mange religiøse mener at der er en himmel eller en fortsættelse af vores sjæl efter døden, så tror jeg at vi mennesker og dyr er produkt af en helt ufattelig orden, i et ellers meget meget uordentligt univers.

Når vi dør, er det blot resultatet af uordenen der vinder. Atomerne, og de forskellige kemiske forbindelser i vores krop giver efter og mister evnen til at optage energi fra vores omgivelser og de mange processer der foregår kollapser.

Det har et videnskabeligt navn – entropi. Vi lærte for ikke så lang tid siden at alting bevæger sig mod mere entropi, altså mere uorden. (Jeg er dog ikke helt sikker på at det var meningen det skulle bruges til denne form for argumentation.)

Jeg tror med andre ord ikke at der opstår en højere orden efter vores død, tværtimod kun mere uorden.

Mike

ps. Husk at skriv http:// foran din hjemmeside adresse, ellers virker linket ikke.

Skriv et svar