Hvad skal man svare, når venner og bekendte, spørger om man ”leger gud”, fordi man forsker i syntetiske biologi? Her er et forsøg:
Man kan prøve at afvæbne den ved at sige, ”hvilken gud?” eller som Hamilton Smith for nyligt svarede: ”vi leger ikke”. Men ak, det hjælper sjældent og så må man gå mere systematisk til værks.
Først og fremmest må man gøre sig klart, at spørgsmålet en kliché. Man kan ikke svare på spørgsmålet fyldestgørende, uden først at få en nærmere definition, af hvad der spørges om eller hvad der præcist henvises til.
Flyver I ikke for tæt på solen?
I mange tilfælde kan spørgsmålet ses som en anklage omhandlende hybris: at forskere, angiveligt, arbejder med ting, der giver menneskeheden eller forskerne for meget ’magt’; at de er arrogante eller overestimere deres egne evner. Dette blev i antikkens Grækenland anset som særdeles alvorlig forbrydelse og evigt populariseret i Sofokles’ Kong Ødipus og Antigone.
For at kunne svare på spørgsmålet, bliver man nød til at vide hvilke negative konsekvenser, spørgeren mener forskningen og de øgede muligheder, kan have? Uden at få dette specificeret, er det særdeles svært, at forsvare sig mod sådanne anklager. Det bør samtidig pointeres at selv ’hybris’ske’ forskere, ud fra en etisk synsvinkel, ikke i sig selv er amoralske, såfremt deres handlinger arbejder mod et fælles bedste.
Eksistentiel risiko
Lidt mere konkret bliver det, når der henvises til uforudsete negative konsekvenser af forskningen; igen bliver man selvfølgelig nød til, at finde ud af hvad der præcis menes, men i de senere år har en række forfattere og filosoffer arbejdet meget ud fra et narrativ om ’eksistentiel risiko’ – en risiko der er så stor og gennemgribende, at den vil ødelægge vores jord og menneskeheden, som vi kender den. Ofte henvises der til, at vi ikke kan styre naturen og derfor heller ikke syntetisk organismer (selvom menneskehedens sidste 10.000 års komplette kontrol af naturen fortæller en anden historie) eller, at vi ikke kan forudse risikoen ved det vi laver.
Filosoffen Nick Bostrom har gennemgået et hav af forskellige eksistentielle risikofaktorer (i en artikel der kan hentes gratis hurra!); kernen er selvfølgelig, at fordi risikoen ved at bruge en bestemt teknologi er så stor, så kræver det ualmindelig meget agtpågivenhed. Inden for syntetisk biologi nævnes det såkaldte ’gray goo’ scenarie, hvor små nanomaskiner, der kan leve af ilt eller jord, vil replikerer uendeligt indtil jorden er væk, og muligheden for at vi udvikler en super-virus der slår os alle ihjel.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg synes det er ren science fiction – sjove, men videnskabelige uinteressante, tankespil. Jeg har simpelthen ingen andeles om hvordan man skulle gribe det an, at lave en ’uendelighedsmaskine’ som i gray-goo scenariet eller konstruerer en virus der ville kunne slå alle mennesker ihjel. Det er værd at huske på at virulente patogener hurtigt vil dø ud, fordi de simpelthen slår deres vært ihjel, inden de kan give smitten videre.
Det er også værd at huske på, at syntetisk biologi faktisk virker dårligt – eller slet ikke. Mange af de maskiner forskere prøver at lave går i stykker, kan ikke overleve uden vi passer ekstremt meget på dem og gør ikke altid det de skal. Også tror folk, at vi kan udrydde jorden med dem? Come on!
Gud’s design
En mere ekstrem form af spørgsmålet tager udgangspunkt i, at der findes en overordnet plan – der omhandler den biologi, liv udgår fra – og at det per definition er forkert at ændre i denne plan, fordi den er skabt af en gud eller af naturen selv.
Sådan et argument fremføres fx af det Canadiske ETC Group, men overraskende nok ikke af særlige mange religiøse organisationer. Argumentet har vidtrækkende konsekvenser for den måde vi lever på, da al nyere medicinsk forskning hermed også er strid med den overordnede naturlige eller gudskabte plan. Argumentet går også ud fra at Gud per definition er ”god” – noget man godt kan stille spørgsmålstegn ved – eller at naturen per definition, altid udvikler sig i en retning, der er rigtig.
Jeg er temmelig uenig i disse betragtninger. Hver eneste dag redder vi liv fordi vi manipulerer naturen og menneskekroppen. Faktisk vil jeg gå så langt, at det at være ’menneske’ i høj grad drejer sig om at påvirke vores omgivelser.
Spørgsmålet om hvorvidt forskere ”leger gud” er derfor potentielt farligt, for det fjerner fokus fra de virkelige spørgsmål der kunne besvares i stedet: hvorfor diskuterer potentielle dommedagsscenarier, når man kunne diskuterer hvordan vi kan bruge denne teknologi til at udvikle nye virksomheder i Danmark? Hvorfor diskuterer om vi leger med Gud’s design, når vi kunne stille spørgsmål vedr. hvordan denne nye teknologi påvirker vores holdning til hvad liv er og kan?
