Dette er anden installation i min lille hud-serie, hvor jeg vil prøve at forklare lidt om det dejlige organ huden. Denne gang graver vil jeg lidt ‘dybere’, så at sige, ned i hudens lag og vil prøve at forklare hvorfor vi får vabler.

Lige lidt opsummering fra sidst: epidermis (overhuden) er det øverste lag i huden. Lige herunder ligger hudens andet lag, som blot kaldes dermis (eller læderhuden). De to lag er tæt forbundet af et lille bindelag – kun 50 nm tykt – der kaldes basalmembranen. Hvis du er ligesom mig, så skal du se et billede før du forstår det – søg efter basement membrane:

I denne sammenhæng er det kontakten mellem epidermis og basalmembranen der er interessant.

Først lidt om kontakt. Vores celler i det yderste lag af huden hænger tæt sammen vha. forskellige ‘kontakter’. Lidt groft fortalt, så har alle celler en membran der omslutter dem og ud fra denne membran er der ‘arme’ der griber fat i nabocellen og sørger for at de bliver holdt tæt sammen. Smart – så falder vi ikke fra hinanden.

Vabler er den smertefulde erindring, der minder os om at det ikke er nok at cellerne i huden bare hænger tæt sammen – de skal også gerne bindes til det underliggende lag. Vabler opstår nemlig når ‘kontakten’ mellem epidermis og bindelaget, basalmembranen, brydes.

Varme tanker går til mine gamle og nu forsvundne løbesko (hvordan mister man egentlig sådan nogle?), der var super gode til at give mig vabler – de opstår nemlig typisk når huden udsættes for et vedvarende pres og vridning, hvorved der samles væske mellem dermis og epidermis. Væsken presser så epidermis væk fra basalmembranen, og vupti – en vabel fødes.