Blog

Tobaks virkning

Politikerne varsler et total forbud mod rygning i det offentlige rum. Jeg er ikke specielt nypuritansk, men synes alligevel det er en temmelig god ide. Her er hvorfor.

Billede af ældre mand der ryger en cigar
Tobak indeholder nikotin som får dig til at slappe af og føle velvære (Billedet er fra Duke University).

Hvordan virker cigaretter?

Cigaretter indeholder en lang række stoffer som påvirker kroppen. Der er vist temmelig meget debat om hvad der rent faktisk er i dem – Kræftens Bekæmpelse siger at der er 4000 forskellige stoffer, hvoraf mange gør dig afhængig af at ryge. House of Prince at de lyver.

Hovedeffekten af en cigaret sker dog gennem to stoffer, nemlig nikotin og harmalin.

Nikotin frigives når cigaretrøgen suges ned i lungerne, transporteres gennem alveolerne og over i blodet – 7 sekunder efter suget, når nikotinen hjernen.

Nikotin virker på nerver, i hvad der på Fynsk kaldes det mesolimbiske system i hjernen. Det er dybest set bare en række nervebaner, der dog har den særlig funktion at stå for noget så håndgribeligt som ‘belønning’ og ‘lyst’.

Nikotin får nerverne her til at frigive stoffet dopamin, som giver en følelse af velvære og mild eufori. Kokain og heroin fungerer på samme måde, om end på et andet plan. ‘Belønnings’ mekanismen er blot den samme. Nikotin påvirker også folks kognitive evner og gør dem mere opmærksomme og giver bedre reflekser.

Harmalin påvirker også hjernens dopamin system. Dopamin bliver normalt nedbrudt efter frisættelsen fra nerverne af et stof kaldet MAO. Harmalin modvirker dette og sørger på denne måde for at dopaminen fortsat udøver sin indflydelse, i stedet for at blive fjernet.

Hvorfor bliver man afhængig af cigaretter?

Flere studier viser at nikotin fra cigaretter er mere afhængighedsdannende end kokain. 8 stykker om dagen og du er hooked. Prøver man at stoppe, bliver man lettere irritabel, rastløs, urolig, stresset og vil opleve koncentrationsbesvær.

Fordi rygningen sørger for at der er store mængder dopamin løsladt, nedregulerer hjerne nerverne selv dannelsen af stoffet. Ydermere så vil receptorerne som dopamin påvirker, ikke længere være ligeså lette at stimulerer.

Det betyder kort sagt, at det er rigtig hårdt for kroppen når du stopper rygningen, fordi den nu ikke bliver belønnet lige så meget, heller ikke af sig selv. Der går et par måneder før kroppen igen har tilpasset sig.

Og hvorfor er det så skidt?

Udover at påvirke ens hjerne, så indeholder cigaretter og tobak, en lang række stoffer der markant øger din risiko for kræft i lungerne og halsen. Lungekræft var meget sjældent før 50’erne, hvor det blev økonomisk muligt at købe cigaretter for mange. Herefter steg det markant. Der er en nærmest perfekt sammenhæng mellem øget tobaksindtag og risikoen for at få lungekræft gennem de sidste 60 år.

Derudover øver tobak risikoen for at får hjerte-kar sygdomme, astma, og en masse andre alvorlige ting. I Danmark mener man at hver femte langtidssygemeldte skyldes rygning og Kræftens Bekæmpelse mener at hele 14.000 mennesker hvert år dør som konsekvens af rygning.

Jeg har egentlig ikke noget problem med at folk forgifter sig selv. De fleste ved jo godt det er noget skidt – ligesom listen af ting vi skulle forbyde efterhånden ville blive meget lang, hvis vi skulle passe på alt vi indtager. Spørgsmålet – som er mere filosofisk og ude af min liga – er vel hvornår vi skal tage folk i hånden og hvornår vi skal stole på folks egen vurdering. Tobak er tilladt, kokain ikke – same difference?

Problemet – tilbage i min liga – ligger nærmere i at det forgifter folk omkring én også. Selv i ganske små mængder påvirker det folks kroppe, og det ikke på nogen særlig euforisk måde. Man estimerer at 150 mennesker dør som konsekvens af passiv rygning – altså all disease, no fun. Med det udgangspunkt, synes jeg det er helt fint at rygning bliver helt forbudt i det offentlige rum.

3 comments Tobaks virkning

Thomas says:

Det er rart at høre en argumentation som er saglig og ikke hadsk overfor de stakkels rygere.

Der er dog et klart problem i det, nemlig at folk nu netop har det frie valg om de vil gå på rygerværtshus, eller om de vil på ikke-rygerværtshus. Det havde de ikke før, for der er ikke økonomi i at være røgfri hvis ikke også konkurrenterne er det. På den måde fungerer den nuværende lov således, at kunderne stadig har det frie valg hvor de vil gå hen, men restauratørerne nu er under tvang alt efter størrelsen på deres lokaler.

At sådan noget som dette sker i netop Danmark, undrer mig dog ikke. Danskerne er generelt meget glade for at have en stat der beskytter dem – eller tænker for dem om man vil – med generalovervågning (terrorpakken), logføring af internettrafik, afskaffelse af krav om dommerkendelser, administrative udvisninger uden mulighed for forsvar etc. Rygeforbuddet er blot toppen af isbjerget.

Jeg er ikke selv ryger, men jeg har øjne i hovedet til at se hvornår min frihed bliver indskrænket. Hvis jeg husker rigtigt, lyder citatet således:

“Frihed er også frihed til at gøre noget dumt.”

Henriette says:

Interessant og koncis læsning uden nogle løftede pegefingre; første gang jeg har tænkt at “med den information” vil det være nemmere for mig personligt at droppe smøgen.

(on a sidenote: rigtig velskrevet og meget interessant blog – kudos)

dfdsf says:

FRÆKT (:

Leave a Reply