En af de første ting jeg bloggede om var hvad vi døde af her i landet. Nu er det igen blevet tid til at kigge på hvad der egentlig slår os ihjel.
Tallene er taget fra Dødsårsagsregisteret, hvor man kan generer forskellige sundhedsfagligt data. Det er faktisk temmelig sjovt. Jeg har samlet al data i dette excel ark, hvis du skulle få lyst til at lege med det også.
Som man kan se, så dør der færre pr. 100.000; Sundhedsstyrelsen har konkluderet at vi i gennemsnit lever 1,8 år længere end vi gjorde i 2001! Hurra! Især indenfor hjertesygdommene lader det til at vi har fat i den lange ende, hvilket gør os til et af de førende lande i Europa på dette område. Sådan noget som selvmord ligger meget fast, men er faldet fra omkring 24 stk. pr. 100.000 i 1980’erne til omkring 10 her i det nye årtusind.
Men generelt skal vi passe på med at sammenligne os alt for meget med resten af EU og Norden. Der dør ca. 200 pr. 100.000 indbyggere af kræft i Danmark, hvilket er det højeste antal blandt de lande, som vi normalt sammenligner os med; der er simpelthen flere der får konstateret kræft i Danmark og så er vi ikke helt så gode til, at behandle som i andre lande.
Denne graf er lavet inde på NORDCAN, som er en database over kræfttilfælde i hele Norden.