Som en del af MIT’s 150 års fødselsdag, havde alle laboratorier på MIT i går åbent for offentligheden. Tænk robotter, hjernestyrede spil, jetmotorer og tusindvis af legesyge børn og voksne overalt!
Vi besøgte Media Lab, som min indre nørd længe gerne har ville opleve. Selv her på MIT har stedet status af at være skørt, skævt og temmelig fantastisk. Media Lab er lavet ud fra en filosofi om at det er en god ide, at smide penge i hovedet på folk der både er kreative og intelligente og se hvad der kommer ud i den anden ende. Og ud kommer der. Deres selvudnævnte mission er, at gøre verden til et bedre sted og når man kigger på nogle af deres projekter, er det ikke små ting de sigter efter – tag fx deres One Laptop Per Child, hvor de har sendt over en million opladelig computer til børn i udviklingslande rundt omkring i verden. Computerne kan oplades uden strøm og indeholder tusinder af bøger, børnene kan dele med hinanden. Media Lab har også stået bag teknologierne brugt i LEGO Mindstorm, Kindles og Guitar Hero, bare for at nævne et par stykker.
Bygningen hvor de holder til, fostre heller ikke små tanker: den er helt ny og er fantastisk indrettet – bestemt et besøg værdigt hvis du skulle komme til Cambridge. Deres laboratorier er store åbne rum, der ser fuldstændig og komplet kaotiske ud, hvilket vist præcist er ideen – ”No boundaries, no walls, a flow of interdisciplinary ideas, and plenty of space to build and invent” udtalte den tidligere leder, da bygningen blev indviet.
Væk med læge-patient grænser
Den samme filosofi dominerer i deres New Media Medicine gruppe – de tror simpelthen ikke på, at der skal findes det man i fagtermer kalder ’læge-patient’ forholdet; den asymmetri der normalt eksistere mellem i forholdet mellem læge og patient står i modsætning til selv at få patienten inddraget og til en verden hvor alle patienter kan læse alt – og mere til – om deres sygdom på nettet.
Gruppen har derfor udviklet en række redskaber, der sætter folk i stand til at diagnosticere sig selv – fx gennem billige stetoskoper, iPhone apps der kan undersøge ens øjne, samt tøj, der laver kontinuerlige målinger af forskellige kropsfunktioner. Al denne information kan patienten – brugeren? – så bruge til, at diskutere sin sygdom med en læge, der nærmere agerer konsulent end behandler. Brugeren kan så selv beslutte sig for hvordan behandlingen skal se ud.
Informationen om den enkeltes sygdom kan også gemmes og deles, således at der indsamles enorme mængder data om alt hvad en person med en bestemt sygdom gør og oplever. Denne data deles med andre patienter eller patientforeninger, og folk kan så se hvilken type mad og motion kombination, der virker for andre. Det hele går ud på at nedbryde den grænse der findes mellem læge og patienter og myndiggøre den syge.
Da jeg var på besøg, prøvede jeg et lille armbånd der kunne måle mit ’ophidselse-niveau’. Armbåndet blev brugt til at undersøge hvordan børn reagerede i hverdags situationer og i skolen. Den meget flinke forsker der fremviste båndet fortalte om, hvordan han prøvede at skabe en lettere hverdag med mindre ophidselse for børn med svær autisme. Vi havde meget sjov med det – jeg prøvede at hæve og sænke mit ophidselse-niveau med varierende held. Man får pludselig synliggjort en meget usynlig ting og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at det kunne være sjovt at samle sådan data ind på mig selv gennem længere tid. Hvad ville der komme ud af det?
Lille spejl på væggen der…
De fremviste også et spejl der kunne fortælle ens hjerte rytme blot ved brug af et webcam. Kameraet sporer ens ansigt og måler den lys-mængde der bliver reflekteret – dette kan åbenbart korreleres med ens hjerterytme, hvem skulle have troet det? De er ved at udvikle en iPhone app selvfølgelig. Forestil dig at stå op om morgenen, gå i bad og mens man børster tænder kunne man blive opdateret på ens nyeste sundheds-data.
På mange måder er det en ekstrem version af hvad vi lærer på medicinstudiet nu til dags. Det store spørgsmål er selvfølgelig om patienter i virkeligheden ønsker dette. Der er mange der i disse dage nærmest forguder de skøre alternative mad-guruer, der med alt deres pseudovidenskab, prøver at overtale folk til, at leve på en helt bestemt måde. Jeg tror mange tiltrækkes af deres paternalistisk og kontante kommunikation: ’Har dit barn autisme? Så lad vær med at drikke mælk!’. ’Har du kræft? Så spis beta-karoten!’ osv, osv. Det er lette fiks på komplekse sygdomme, der mest af alt tjener til at fede madguruernes pengepung op. Jeg tror dog de er tiltrækkende fordi man er i en sårbar situation når man er syg og derfor søger råd der virker betryggende. Spørgsmålet er hvordan man sikre, at patienter ikke bare skal bære deres sygdom selv, men at man faktisk hjælper dem videre.
Jeg ved ikke om denne fuldstændige åbne filosofi vil virke – men jeg er virkelig fascineret af gruppens åbenbare lyst til at ville gøre en forskel. Det var sjovt og inspirerende at møde en gruppe mennesker, der tænker markant nyt og arbejder hårdt for at se deres arbejde udført.
Kilder
Billede af One Lap Per Child.
Where Ideas Can Flow, artikel i Boston Globe.
Spændende!!